Skriveøvelse d.26. juli 2023

Susanne Wiederquist • 26. juli 2023

Hun lod sig synke længere ned på sædet med olmerdug. Det kradsede af Pommern til. Det hjalp en smule.

Stemmen, som kom ovre fra skænken, steg igen.

Fornemmelsen af det kradsende stof aftog, så der var brug for noget andet at fokusere på. Hun lod blikket vandre langs de dele af væggen overfor, som stemmen ikke skyggede for.

Herren rår, du høster som du sår. Længere henne: Håb kun på Englemark i Herrens Park.

Det duer ikke, tænkte hun, for stemmen var gået fra højrøstet mildhed til den rystende beskrivelse af hendes fremtid, hvis ikke hun….

Blikket standsede ved Forsagelse er vejen til Paradis.

”SE på mig – synderinde!” Stemmen lænede sig ind over spisebordet. Hovedet var bøjet, så den begyndende måne blev tydelig.

Hun sænkede blikket fra korstingbroderierne og så direkte på ham. Lige ind i øjnene.

Stemmen tøvede et par sekunder, inden den igen strømmende over bordet med plat de managen, hendes mor var så stolt over, og lige ind i hendes ansigt.

Om lidt begynder han at spytte, tænkte hun og undertrykte et suk, mens hun igen sænkede blikket. Mønsteret på den filerede løber sprang hende i øjnene.

Fem kruseduller til højre, syv til venstre og otte fredsduer – og så det samme igen og igen. Stemmen forsvandt næsten, mens hun undrede sig over, at hæsligheden fra faster Esther fungerede så godt som fokuspunkt.

”Salme!” Faderens stemme piskede ind i hendes højre øre, hvor den rutchede rundt til den ramte hjernen.

”Salme – du er fortabelsen nær, dømt til skærsilden, som vil slikke op ad dine slanke bed, mens satan….”

Hun rettede blikket direkte mod stemmens blege fjæs og konstaterede, at den var gået for langt.

En svag fornemmelse af fryd kildede i hendes tæer.

Så tog den revanche og udstødte et par gisp som indledning, samtidig med at den forsøgte at suge maven ind.

”Tilstår du, at du har misbrugt rulletobak?” Gjaldede det ud i stuen.

Din idiot, tænkte hun. Du er simpelthen så indskrænket, at du….Hun orkede næsten ikke mere.

”Hvis det du spørger om er, om jeg har røget. Så er svaret ja. Flere gange, hvis du endelig vil vide det. Kings Blå og Gauloises.”

Den berømte engel svævede gemmen spisestuen og ud gennem det åbne vindue.

Stemmen havde fået et koncentreret fraværende blik i øjnene.

Han søger svaret i Jesus på hylden bag mig, tænkte hun.

Så gik det op for hende, at stemmen ikke fattede det med Gauloisene. Hendes humør steg, og det gik op for hende, at oplevelsen muligvis var alt besværet værd.

”Oh, du syndefulde barn”, kom det fra stemmen, som havde forladt Jesus på hylden. Hun fornemmede, at den forsøgte at vinde tid.

”Det er tid til at sone den rædselsfulde synd. Straffen skal udmåles. Gennem ofringen må du vandre i håbet om Herrens tilgivelse.”

Stemmen havde genvundet, hvad der for et øjeblik siden var tabt.

Hun konstaterede, at et sjældent lykkeligt udtrykt bredte sig over Stemmens ansigt fra hage til den vigende hårgrænse, mens lyden af stemmen havde fået den helt særlige klang af magt, hun hadede så inderligt. Bare det ikke er fiskehandleren igen, nåede hun lige at tænke.

”2 ugers arbejde fra skoletid til butikken lukkes. Skruben og skuren, opskæring af fiskenes bug og flåen i deres indvolde.” Stemmen tav og så desorienteret rundt i stuen. Den fik samlet sig og forsatte: Lørdag fra kl.06.00 – 16.00. Vores kære broder Johannes har opofrende tilbudt at have dig gående på de betingelser. Opofrelsen kender ingen grænser.”

Stemmen så på hendes forældre, som henrykte nikkede bekræftende og anpriste Herren for at have sendt dem så kostelig og tålmodig en gave som stemmen. De fattede ikke deres ufortjente held.

”Lad os samles i bøn og taksigelse”, udbrød stemmen og trak hende op af stolen med svedige hænder.

Stående med hinanden i hænderne jublede stemmen og hendes far over Herrens gavmilde veje. Låst fast i de to mænds greb bevægede hun læberne i takt, mens hun indvendigt repeterede: Gid du må dratte om dit klamme skrog.

Hendes mor bar bakken med kaffekopperne og kaffekanden ind. Hun fik besked på at hente fløde og sukker og den friskbagte kringle.

”God nat, Salme”, sagde hendes far med den stemme, det bedste betalte sig at adlyde. ”Husk nu at takke vores hyrde for den store indsats, du slet ikke har fortjent.”

Da sidste del af beskeden var sunket ind, tænkte hun, at der skulle en kraftanstrengelse til, hvis hun skulle undgå at bække sig ud over hele arrangementet inklusive det fine porcelæn. Det var simpelthen for meget.

Tanken om at skulle takke stemmen sendte flodbølger af kvalme gennem hendes krop. Smagen af galde og ufordøjet hornfisk skød op i hendes mund. De to første gange lykkedes det hende at sende den sure masse retur.

Tredje gang tænke hun: Hvorfor ikke. For Fanden da!

Så lagde hun nakken tilbage, lagde begge hænder på maven og sendte dens indhold ud over bordet. En jævn strøm af klæbrig gulgrøn masse flød ud over bordet.

Kringlestykkerne sejlede rundt på det håndmalede fad med små roser. Faderens kaffekop havde fået en underlig gråbrun overflade.

Det sidste hun så, da hendes far slæbte hende ud af spisestuen, var stemmen, som sad og betragtede sine hænder, der var oversprøjtet med hendes maveindhold.

Hun bevægede læberne og sang uden lyd:

Hør en salme om ofringen på Englemark

Om plat de menage og rulletobak.

Gakke lak gakke lak

< Ældre opslag

Nyere opslag >

DEL MEGET GERNE

Kejserens besøg - eller for meget Bagedyst.......

Af Susanne Wiederquist • 21. februar 2024

Det regner og blæser, men hunden skal ud. Det siger jeg i hvert fald til mig selv, mens jeg trækker støvlerne på. Den lille hvide hund, jeg passer, er forsvundet. Jeg kalder og nødtvunget kommer den frem. Jeg gør alt, jeg kan for at lokke den ud på fortovet. Det lykkes heldigvis, for kort efter giver den op og giver sig til at indsnuse dufttelegrammerne. Vi forsætter og går turen langs vandet og op på Antonitterstien. Jeg går i mine egne tanker arrig over, at jeg ikke fik sat en elastik i håret, som bliver ved med at læse ind i min mund. Så bliver jeg opmærksom på, at den lille hund piler afsted med bøjet hoved, mens de lange ører hvirvler rundt i blæsten som hvide fugle. Det er vist gået op for den, at vi er på vej hjem. Mine ører opfatter et ændret lydbillede, som om blæsten har ændret retning. Det undrer mig, for min mund er stadig fuld af hår. Langsomt bliver det mere og mere tydeligt, at der er tale om en helt anden slags lyd. Det lyder nærmest som fløjter og måske trommer. Jeg standser for at finde ud af, hvor lyden kommer fra. Det er ikke lige til at finde ud af, men det går op for mig, at jeg aldrig har hørt den slags musik før. Nu er jeg for alvor blevet nysgerrig, og selvom den lille hund haler i snoren for at komme hjem, standser jeg for at finde ud af, hvor den sære melodi kommer fra. Jeg kigger forvirret rundt og kan ikke få øje på noget usædvanligt. Men så ser jeg de små hunde, der kommer løbende med dækkener i stærke farver og flag i de logrende haler. Nu er det sikkert, at noget helt særligt er på vej. Min puls bliver hurtigere, og jeg går nogle ivrige skridt i retningen af hundene. Jeg begynder at overveje, om det kan være dem. Jeg har hørt om dem, men jeg har aldrig troet, at jeg skulle være så heldig at få dem at se. Efter hundene kommer fire kvinder og fire mænd gående to og to. De bærer lange dybblå kapper, som svinger om dem ved hvert skridt, og på hovederne bærer de guldkroner. Med alvorlige ansigtsudtryk vandrer de langsomt i takt med blikkene rettet mod uendeligt. I hænderne bærer de hver især på en genstand. Jeg kan se, at en af dem har en gylden røreske i hænderne, en anden har et gyldent piskeris. Bag dem kommer 5 ganske små mennesker med lange grønne kapper. De ser glade ud og laver ind i mellem nogle improviserede hop, mens de griner og spiller på fløjterne og trommerne. Det virker overraskende med al den glæde, fordi de 8 foran synger så alvorsfuldt. Da optoget er næsten er ud for mig, kan jeg høre nogle af ordene: Noget med fleissig, torte, backen og wieder mere når jeg ikke, for vinden tager resten af ordene. Jeg går benovet et par skridt baglæns og klemmer mig helt op ad skrænten, så alle kan passere ugeneret. Et øjeblik senere skrider den sidste person forbi og det går op for mig, at det er Günther Kuchenliebe, og jeg forstår straks, at det er grunden til, at der synges på tysk. Dette er hans år. Hele året er det ham, der er den ophøjede i den tunge blodrøde kappe med den største krone. Et øjeblik senere forsvinder den langsomme prosession ned ad stien med retning mod havnen. Lyden af musikken bliver svagere, men jeg kan stadig høre den. Så falder jeg i staver og kan slet ikke forstå, at det var kagekejseren med hele hoffet. Måske har de været til en seance på hotellet lidt længere ned ad stien, ellers ved jeg ikke, hvad de skulle her i byen. Det virker helt uforståeligt, og et øjeblik er jeg overbevist om, at jeg har set syner. På stive ben begynder jeg til hundens tilfredshed at gå hjemad med hovedet fuldt af forvirrede tanker. Det varer dog kun til, jeg igen svagt hører musikken og ser et skib flyde forbi ude i sejlrenden med kagekejserens røde banner spændt ud i vinden.