Mødet

Susanne Wiederquist • 21. juni 2020

Justitsministeren med den karakteristiske dybe panderynke, sad allerede på sin plads og lod til at have problemer med at beherske sig. De to medbragte embedsmænd sad uroligt på deres stole. Den ene stirrede stift på maleriet af to gumlende køer i guldramme. Den anden rettede konstant på slipset.

”Det er helt utroligt.” Ordene fandt vej gennem justitsministerens sammenpressede læber. Han blev afbrudt af indenrigsministeren, som lod sin perfekte tandrække komme til syne og vinkende hilste rundt, før hun og ministersekretæren anbragte sig ved mødebordet overfor ham.

”Lad os så komme i gang”, kom det alt for højt fra justitsministeren, hvis arktiske blik ramte rigspolitichefen, som ingen rigtig havde lagt mærke til.

Rigspolitichefen, kendt i befolkningen som Lækre-max, virrede lidt med hovedet og begyndte så at forklare om nattens aktioner som havde vist sig at være meget effektive.

”2.319 personer i Nordvest, 1.732 i Århus, 180 i Hobro og 10 i Vrist – i alt 4.241 personer er varetægtsfængslet. De sidste 10 endda efter anmeldelse fra en nabo”, rigspolitichefen tav og så begejstret ud.

”VRIST og HOBRO”, råbte justitsministeren. ”Det går den forkerte vej. Det skulle jo holde op – ikke udvikle sig. De breder sig som, som rotter.” Den fine regn af spyt dalede ned på det blanke mødebord.

”Vi har at gøre med et interessant psykologisk fænomen og en dyb trang i os mennesker. Der er faktisk tale om helt normal menneskelig adfærd.” Indenrigsministeren holdt en pause, så budskabet kunne synke ind.

Hun fortsatte dog, inden justitsministeren kunne nå at blande sig.

”Den nye tid er jo ikke ret gammel og den slags grundlæggende livstilsændringer tager tid. Det er selvfølgeligt både sørgeligt og beklageligt, at det har bredt sig helt til Vrist. Men vores nyeste statistiske materiale tegner et klart billede af, at der kun er tale om en ganske svag stigning i antallet af DEM. Slet ikke så stor, som man kunne forvente ifølge vores chefstrateg hos Styrelsen for Den nye tid. Vi er dog enige om,” her nikkede indenrigsministeren til justitsministeren. ”Vi er dog enige om, at der er brug for handling. Vi har derfor igangsat 3 nye omfattende kampagner – tv, radio og på de sociale medier.

Årets vinder af X-factor har indspillet et forrygende nummer Hug a stranger and die.

Kjeld og Hilda har indspillet den danske version til de mindre oplyste.

DR har udvist stor forståelse for opgaven som Public Service-kanal og har lovet, at der bliver indspillet helt nye afsnit med Bamse, som ikke krammer nogen som helst. Der er simpelthen ingen tvivl om, at tiden løser problemet. Lidt tålmodighed er vist på sin plads her.”

Indenrigsministeren smilede tilfreds og lod til næsten at more sig.

”Det er for helvede ikke dig, der vandt valget på at skabe orden og god moral i vores dejlige lille land. Den laissez faire-holdning, du og resten af dit elendige parti udviser, kan sprænge koalitionen. Så er det slut med at være minister lille dame. Alt jeres ævl om frihedsrettigheder, ødelægger landet og erhvervslivet. Glem ikke at I også brugte Aldrig mere epidemi, som en del af jeres valgkamp. De skal fanges, stille for retten for forbrydelser mod riget og bures inde. Det er det eneste, der virker.

Hvad skal det overhovedet gøre godt for, at mødes med andre end den nærmeste familie, høre musik, spise og KRAMME. Jeg har endda hørt om GRUPPEKRAM. Det sygt og det er samfundsomstyrtende.”

Repræsentanterne for embedsværket havde begge blikket rettet mod den blanke bordplade. Indenrigsministerens øjenbryn nærmede sig hendes hårgrænse.

Rigspolitichefen rømmede sig og begyndte at forklare, at man skal gøre alt man kan, at alle ressourcer var allokeret til opgaven. Kramningerne opstod tilsyneladende mere eller mindre spontant og adgangen til de sociale medier vanskeliggjorde en effektiv indsats. Han sluttede af med at pointere, at antallet af drab og voldtægter var stigende i foruroligende grad. Så gik det op for ham, at ingen rigtig hørte efter og han tav.

Indenrigsministeren sad tilbagelænet og så indgående på justitsministeren. Hun er ikke bange for mig, tænkte han og huskede, at hun flere gange var blevet nævnt som den nye formand for sit parti.

Indenrigsministeren lænede sig ind over bordet og så stift på sin kollega. ”Vi fortsætter den parallelle indsats. Altså oplysning, som skærer ud i pap, at kramninger mellem ubeslægtede er livsfarligt og derfor umoralsk.” Der bredte sig en gysen i rummet. ”Ja ja, men vi skal altså også tilfredsstille Moralisterne, de oplevede trods alt en fremgang på 12% ved sidste valg.

Derudover fortsætter politiet sine raids og sin oplysende indsats på skolerne. Vi får et hurtigt lovforslag gennem tinget, som hæver strafferammen til 10 år for forsætlige kramninger i mellem ubeslægtede samt for planlægning af krammesessioner og medvirken til planlægningen.

Så får vi DR til at speede Bamse op – måske kan Onkel Reje også indtænkes i indsatsen.

Desuden bliver begge de store tv-kanaler kraftigt opfordret til at sende indslag med eksperter i fremmedkramningens alvorlige bivirkninger ud fra en medmenneskelig samt et samfundsmæssigt perspektiv. Så skal du se”.

Indenrigsministeren rettede ryggen endnu mere og sendte justitsministeren sit mest blændende smil. ”Så vil vi opleve en gradvis udfasning af fænomenet. I hvert fald, vil der efter nogle år kun være ekstremisterne tilbage. Pyt med dem. De vil være så få, at de ikke udgør en reel fare. Nogen indvendinger?”

Hun så bordet rundt. Embedsværket smilede tilfredst, rigspolitichefen så forvirret ud og rømmede sig igen. ”Øhm, der er lige det med stigningen i dele af den personfarlige kriminalitet.” Han vågede ikke at sige drab og voldtægt en gang til.

Det krævede ikke mere end et enkelt blik fra indenrigsministeren at få ham til at holde mund.

”Svend – vi to skal vist have lidt frokost ikke?” Justitsministeren rejste sig hurtigt og småløb efter sin kollega.

< Ældre opslag

Nyere opslag >

DEL MEGET GERNE

Kejserens besøg - eller for meget Bagedyst.......

Af Susanne Wiederquist • 21. februar 2024

Det regner og blæser, men hunden skal ud. Det siger jeg i hvert fald til mig selv, mens jeg trækker støvlerne på. Den lille hvide hund, jeg passer, er forsvundet. Jeg kalder og nødtvunget kommer den frem. Jeg gør alt, jeg kan for at lokke den ud på fortovet. Det lykkes heldigvis, for kort efter giver den op og giver sig til at indsnuse dufttelegrammerne. Vi forsætter og går turen langs vandet og op på Antonitterstien. Jeg går i mine egne tanker arrig over, at jeg ikke fik sat en elastik i håret, som bliver ved med at læse ind i min mund. Så bliver jeg opmærksom på, at den lille hund piler afsted med bøjet hoved, mens de lange ører hvirvler rundt i blæsten som hvide fugle. Det er vist gået op for den, at vi er på vej hjem. Mine ører opfatter et ændret lydbillede, som om blæsten har ændret retning. Det undrer mig, for min mund er stadig fuld af hår. Langsomt bliver det mere og mere tydeligt, at der er tale om en helt anden slags lyd. Det lyder nærmest som fløjter og måske trommer. Jeg standser for at finde ud af, hvor lyden kommer fra. Det er ikke lige til at finde ud af, men det går op for mig, at jeg aldrig har hørt den slags musik før. Nu er jeg for alvor blevet nysgerrig, og selvom den lille hund haler i snoren for at komme hjem, standser jeg for at finde ud af, hvor den sære melodi kommer fra. Jeg kigger forvirret rundt og kan ikke få øje på noget usædvanligt. Men så ser jeg de små hunde, der kommer løbende med dækkener i stærke farver og flag i de logrende haler. Nu er det sikkert, at noget helt særligt er på vej. Min puls bliver hurtigere, og jeg går nogle ivrige skridt i retningen af hundene. Jeg begynder at overveje, om det kan være dem. Jeg har hørt om dem, men jeg har aldrig troet, at jeg skulle være så heldig at få dem at se. Efter hundene kommer fire kvinder og fire mænd gående to og to. De bærer lange dybblå kapper, som svinger om dem ved hvert skridt, og på hovederne bærer de guldkroner. Med alvorlige ansigtsudtryk vandrer de langsomt i takt med blikkene rettet mod uendeligt. I hænderne bærer de hver især på en genstand. Jeg kan se, at en af dem har en gylden røreske i hænderne, en anden har et gyldent piskeris. Bag dem kommer 5 ganske små mennesker med lange grønne kapper. De ser glade ud og laver ind i mellem nogle improviserede hop, mens de griner og spiller på fløjterne og trommerne. Det virker overraskende med al den glæde, fordi de 8 foran synger så alvorsfuldt. Da optoget er næsten er ud for mig, kan jeg høre nogle af ordene: Noget med fleissig, torte, backen og wieder mere når jeg ikke, for vinden tager resten af ordene. Jeg går benovet et par skridt baglæns og klemmer mig helt op ad skrænten, så alle kan passere ugeneret. Et øjeblik senere skrider den sidste person forbi og det går op for mig, at det er Günther Kuchenliebe, og jeg forstår straks, at det er grunden til, at der synges på tysk. Dette er hans år. Hele året er det ham, der er den ophøjede i den tunge blodrøde kappe med den største krone. Et øjeblik senere forsvinder den langsomme prosession ned ad stien med retning mod havnen. Lyden af musikken bliver svagere, men jeg kan stadig høre den. Så falder jeg i staver og kan slet ikke forstå, at det var kagekejseren med hele hoffet. Måske har de været til en seance på hotellet lidt længere ned ad stien, ellers ved jeg ikke, hvad de skulle her i byen. Det virker helt uforståeligt, og et øjeblik er jeg overbevist om, at jeg har set syner. På stive ben begynder jeg til hundens tilfredshed at gå hjemad med hovedet fuldt af forvirrede tanker. Det varer dog kun til, jeg igen svagt hører musikken og ser et skib flyde forbi ude i sejlrenden med kagekejserens røde banner spændt ud i vinden.