Tasken

Susanne Wiederquist • 16. januar 2024

Beskrivelse af et kendt fænomen

Midt på Strøget standsede Margit op pludselig op. Skulle det være i dag? Havde hun travlt nok til, at det var rimeligt at give efter for sine tilbøjeligheder? Hun tænkte sig om og kalkulerede, at det ville komme til at koste mindst 9000 kr., hvis impulserne skulle have lov at bestemme. Hun havde ofte skammet sig over sin trang til luksus lige indtil en dag en psykolog, hun arbejdede sammen med, havde sagt, at dens slags var helt naturligt. Hun havde faktisk krav på selvforkælelse med alt det hun overkom.

Med et rask tag i det store håndtag i messing skubbede hun glasdøren op og gik ind i forretningen. Der bredte sig straks en behagelig ro i hende. Hendes pulsslag faldt og en fornemmelse af succes bredte sig i kroppen.

En taskealf nærmede sig og spurte diskret, hvad hun kunne hjælpe med. Det var altid det sværeste tidspunkt, for hvad skulle hun svare. En taske naturligvis - det var jo indlysende. ”Jeg kigger”, sagde hun og konstaterede tilfreds, at alfen straks gled baglæns og overlod hende til sig selv.

Det gik en del hurtigere end hun havde troet. Fra ikke at have en anelse om hvad hun gerne ville have til en sikker beslutning gik kun cirka 5 minutter.

På anmodning hentede den samme diskrete alf 6 eksemplarer af den ønskede model i den valgte farve. I en alvorlig koncentreret stemning sammenlignede de nuancer og glatheden af skinnet på taskerne. På skift blev de båret hen til udstillingsvinduet, så de sammen kunne vurdere, i hvilken grad dagslyset ville forandre indtrykket.

Margit skulle lige til at udpege en taske, da det gik op for hende, at hun havde glemt at spørge om det vigtigste.

Det ville være uforsvarligt at gennemføre købet uden at have forholdt sig det, der ville være helt afgørende for, om hun ville blive glad for sin nyanskaffelse. Hun havde tasker derhjemme, der var gemt væk, fordi de var ubrugelige.

Efter en kortere tøven tog hun sig sammen. ”Ved du noget om, hvilken af dem der har flest forsvindere?”

Alfen stivnede og vidste tydeligvis ikke, hvad hun skulle sige. Afslutningen af salget havde været en formalitet, som kun afventede den endelige beslutning om det konkrete valg. Helt uventet havde situationen ændret sig, og hun faldt helt igennem, fordi hun anede ikke, hvad hun skulle sige.

”Øm undskyld jeg forstår ikke helt hvad du mener?”

Sætningen hang i luften mellem dem.

Margit så overrasket ud. ”Forstår du ikke”, sagde hun endelig og så lidt flov ud. ”Det jeg mener er, at jeg indimellem har problemer med, at tingene forsvinder fra miner tasker. Det problem har jeg haft længe, men jeg er blevet klar over, at tingene forsvinder oftere fra nogle tasker end fra andre. Det er da et helt almindeligt fænomen, som for mig tilsyneladende er værst i de franske tasker. Blandt andet derfor er jeg gået over til at købe hos jer!” Hun var tilfreds med, at hendes indvending var endt i en slags anbefaling.

Alfen lignede nu i mindre grad en alf. Hun udkæmpede tydeligvis en slags kamp med sig selv og stilheden imellem dem var ved at blive pinlig.

”Det er besynderligt”, fortsatte Margit beslutsomt, ”at der står alt muligt om produkterne på jeres hjemmeside, men der står ikke noget om forsvinderne. Derfor spørger jeg. Alle mine veninder har problemet i forskellig grad - ganske vist. Men de har det – alle kvinder har det. Derfor burde I jo, som fremstillere af luksusprodukter forholde jer til det.”

En øjeblik var hun sikker på, at alfen ville besvime. Men i stedet for at besvime fremstammede hun noget om, at hun aldrig havde hørt om problemet før. Det gik op for Margit, at der ikke var hjælp at hente.

Et diskret prik på den venstre skulder fik hende til at vende sig om. Bag hende stop en mand i 60-årsalderen i blåt nålestribet og silkeslips.

”Må jeg byde på et glas mousserende.” Hans smilede et vindende smil og den perfekte tandrække udsendte næsten ultraviolet lys. Margit nikkede forvirret og fulgte efter den ranke ryg ind i et værelse med en sofa og to kolossale lænestole.

Champagnen stod på et lavt bord. Charles, sådan havde manden ubesværet præsenteret sig selv, rakte hende den glasset. De satte sig og Margit var drak to hurtige slurke og spildte på sin nederdel. Hun bemærkede, at hun var sunket så langt ned i stolen, at hendes knæ var i højde med hendes hage.

”Vi skal vel til det”, sagde Charles og så alvorligt på hende. Han gjorde et kast med hovedet, som om han havde et fysisk behov for at kaste sig ud i forklaringen.

”Det er jo ikke noget man taler om. Alle producenter har problemet på trods af den store indsats, der gøres for at undgå problemet. I mange år er det lykkede os at få kunderne til at acceptere ideen om, at kvinder simpelthen er for ubegavede og ukoncentrerede til at holde styr på indholdet i deres tasker. Men udviklingen”, her sukkede han tungt. ”Udviklingen har gjort det sværere at holde fast i forklaringen og det sker, at særligt observante og skarpsindige kvinder”, nu var Charles næsten grøn i ansigtet, ”påpeger problemet. Forsvindere findes i alle former for tasker. De foretrækker åbenbart tasker af høj kvalitet og det er det, du åbenbart har mærket. Rygtet vil vide, at franske tasker er de mest populære blandt disse uhyrer og gudskelov for det.” Hans smilede varmt og sendte Storbritannien en varm tanke.

Charles tav og de drak begge lidt mere. Margit følte et begyndende raseri. Hun tænkte på de nedladende bemærkninger, hun havde modtaget gennem årene blandt andet fra sin mand.

”Vi har dog en mulighed for at bistå dig. Hvis vi kan opnå en fælles forståelse, er jeg sikker på, at vi kan finde på en tilfredsstillende løsning.”

Han trak et stykke papir frem fra en usynlig hylde under bordpladen og lagde det foran hende. Ovenpå lagde han en gylden fyldepen.

Margit læste dokumentet og skyndte sig at skrive under. Hun kunne lide ordet ambassadør. Det med tavshedspligten forekom hende at være indlysende.

The body content of your post goes here. To edit this text, click on it and delete this default text and start typing your own or paste your own from a different source.

< Ældre opslag

Nyere opslag >

DEL MEGET GERNE

Kejserens besøg - eller for meget Bagedyst.......

Af Susanne Wiederquist • 21. februar 2024

Det regner og blæser, men hunden skal ud. Det siger jeg i hvert fald til mig selv, mens jeg trækker støvlerne på. Den lille hvide hund, jeg passer, er forsvundet. Jeg kalder og nødtvunget kommer den frem. Jeg gør alt, jeg kan for at lokke den ud på fortovet. Det lykkes heldigvis, for kort efter giver den op og giver sig til at indsnuse dufttelegrammerne. Vi forsætter og går turen langs vandet og op på Antonitterstien. Jeg går i mine egne tanker arrig over, at jeg ikke fik sat en elastik i håret, som bliver ved med at læse ind i min mund. Så bliver jeg opmærksom på, at den lille hund piler afsted med bøjet hoved, mens de lange ører hvirvler rundt i blæsten som hvide fugle. Det er vist gået op for den, at vi er på vej hjem. Mine ører opfatter et ændret lydbillede, som om blæsten har ændret retning. Det undrer mig, for min mund er stadig fuld af hår. Langsomt bliver det mere og mere tydeligt, at der er tale om en helt anden slags lyd. Det lyder nærmest som fløjter og måske trommer. Jeg standser for at finde ud af, hvor lyden kommer fra. Det er ikke lige til at finde ud af, men det går op for mig, at jeg aldrig har hørt den slags musik før. Nu er jeg for alvor blevet nysgerrig, og selvom den lille hund haler i snoren for at komme hjem, standser jeg for at finde ud af, hvor den sære melodi kommer fra. Jeg kigger forvirret rundt og kan ikke få øje på noget usædvanligt. Men så ser jeg de små hunde, der kommer løbende med dækkener i stærke farver og flag i de logrende haler. Nu er det sikkert, at noget helt særligt er på vej. Min puls bliver hurtigere, og jeg går nogle ivrige skridt i retningen af hundene. Jeg begynder at overveje, om det kan være dem. Jeg har hørt om dem, men jeg har aldrig troet, at jeg skulle være så heldig at få dem at se. Efter hundene kommer fire kvinder og fire mænd gående to og to. De bærer lange dybblå kapper, som svinger om dem ved hvert skridt, og på hovederne bærer de guldkroner. Med alvorlige ansigtsudtryk vandrer de langsomt i takt med blikkene rettet mod uendeligt. I hænderne bærer de hver især på en genstand. Jeg kan se, at en af dem har en gylden røreske i hænderne, en anden har et gyldent piskeris. Bag dem kommer 5 ganske små mennesker med lange grønne kapper. De ser glade ud og laver ind i mellem nogle improviserede hop, mens de griner og spiller på fløjterne og trommerne. Det virker overraskende med al den glæde, fordi de 8 foran synger så alvorsfuldt. Da optoget er næsten er ud for mig, kan jeg høre nogle af ordene: Noget med fleissig, torte, backen og wieder mere når jeg ikke, for vinden tager resten af ordene. Jeg går benovet et par skridt baglæns og klemmer mig helt op ad skrænten, så alle kan passere ugeneret. Et øjeblik senere skrider den sidste person forbi og det går op for mig, at det er Günther Kuchenliebe, og jeg forstår straks, at det er grunden til, at der synges på tysk. Dette er hans år. Hele året er det ham, der er den ophøjede i den tunge blodrøde kappe med den største krone. Et øjeblik senere forsvinder den langsomme prosession ned ad stien med retning mod havnen. Lyden af musikken bliver svagere, men jeg kan stadig høre den. Så falder jeg i staver og kan slet ikke forstå, at det var kagekejseren med hele hoffet. Måske har de været til en seance på hotellet lidt længere ned ad stien, ellers ved jeg ikke, hvad de skulle her i byen. Det virker helt uforståeligt, og et øjeblik er jeg overbevist om, at jeg har set syner. På stive ben begynder jeg til hundens tilfredshed at gå hjemad med hovedet fuldt af forvirrede tanker. Det varer dog kun til, jeg igen svagt hører musikken og ser et skib flyde forbi ude i sejlrenden med kagekejserens røde banner spændt ud i vinden.