Lille by stor smerte
I mandags gik jeg gennem Adelgade og hen ad Antonitterstien. Det var en kølig morgen og endnu ikke helt lyst. Jeg gik og ledte efter spor fra hundreårshændelsen i forrige weekend. Indlysende nok var der stadig spor efter vandet.
Selv om jeg undrede mig over, hvor langt man var kommet med oprydningen. Jeg tænkte lidt på alle de kræfter, der må have været i gang, for at nå så langt – på så kort tid.
På stiens højeste punkt standsede jeg for at se ud over vandet. Der var intet usædvanligt i, at jeg stod der, mens solen var på vej op. Jeg konstaterede, at der var umiddelbart heller ikke var noget usædvanligt ved udsigten. Vandstanden var helt almindelig, og vandet vuggede fredsommeligt et par fugle.
Alligevel, gik det op for mig, var jeg fyldt af en knugende følelse af tab. Hvad den bestod i, kunne jeg ikke helt forstå. Jeg og mine har ikke umiddelbart været udsat for tab i forbindelse med oversvømmelserne. Vi er slet ikke ramt, som mange andre er, af ødelæggelser af hus og hjem. Vi har ikke set steder, vi holder af, tilintetgjort af vand og storm. Men trist til mode var jeg.
Jeg gik lidt videre på stien. Ud over fjorden fløj flokke af fugle over himlen, og bag dem lyste månen. Jeg standsede betaget af synet.
Det var et indlysende smukt syn, som fik mig til at tænke på, at nok er vores lille by såret, men på et tidspunkt vil vandmasserne blive til et statistisk faktum. Man vil begynde at måle kommende års oversvømmelser i forhold til ødelæggelserne fra forrige weekend. Oversvømmelserne vil blive en del af vores fælles forhistorie.
Indlysende er, at historierne vil være forskellige alt efter, hvordan man oplevede hundreårshændelsen.
Vores by vil rejse sig igen. Noget vil være forandret, men den vil rejse sig igen. For nogen vil forandringen måske gå ud på, at man holder øje med vandstanden i å og fjord, når det blæser kraftigt. For andre er tabene så store, at tilværelsen aldrig bliver den samme igen.
DEL MEGET GERNE
