wiederquist-forlag

Kejserens besøg - eller for meget Bagedyst.......

Wed, 21 Feb 2024 12:24:39 GMT

Det regner og blæser, men hunden skal ud. Det siger jeg i hvert fald til mig selv, mens jeg trækker støvlerne på. Den lille hvide hund, jeg passer, er forsvundet. Jeg kalder og nødtvunget kommer den frem.

Jeg gør alt, jeg kan for at lokke den ud på fortovet. Det lykkes heldigvis, for kort efter giver den op og giver sig til at indsnuse dufttelegrammerne. Vi forsætter og går turen langs vandet og op på Antonitterstien. Jeg går i mine egne tanker arrig over, at jeg ikke fik sat en elastik i håret, som bliver ved med at læse ind i min mund.

Så bliver jeg opmærksom på, at den lille hund piler afsted med bøjet hoved, mens de lange ører hvirvler rundt i blæsten som hvide fugle. Det er vist gået op for den, at vi er på vej hjem.

Mine ører opfatter et ændret lydbillede, som om blæsten har ændret retning. Det undrer mig, for min mund er stadig fuld af hår. Langsomt bliver det mere og mere tydeligt, at der er tale om en helt anden slags lyd. Det lyder nærmest som fløjter og måske trommer. Jeg standser for at finde ud af, hvor lyden kommer fra. Det er ikke lige til at finde ud af, men det går op for mig, at jeg aldrig har hørt den slags musik før. Nu er jeg for alvor blevet nysgerrig, og selvom den lille hund haler i snoren for at komme hjem, standser jeg for at finde ud af, hvor den sære melodi kommer fra.

Jeg kigger forvirret rundt og kan ikke få øje på noget usædvanligt.

Men så ser jeg de små hunde, der kommer løbende med dækkener i stærke farver og flag i de logrende haler. Nu er det sikkert, at noget helt særligt er på vej. Min puls bliver hurtigere, og jeg går nogle ivrige skridt i retningen af hundene. Jeg begynder at overveje, om det kan være dem. Jeg har hørt om dem, men jeg har aldrig troet, at jeg skulle være så heldig at få dem at se.

Efter hundene kommer fire kvinder og fire mænd gående to og to. De bærer lange dybblå kapper, som svinger om dem ved hvert skridt, og på hovederne bærer de guldkroner. Med alvorlige ansigtsudtryk vandrer de langsomt i takt med blikkene rettet mod uendeligt. I hænderne bærer de hver især på en genstand. Jeg kan se, at en af dem har en gylden røreske i hænderne, en anden har et gyldent piskeris.

Bag dem kommer 5 ganske små mennesker med lange grønne kapper. De ser glade ud og laver ind i mellem nogle improviserede hop, mens de griner og spiller på fløjterne og trommerne. Det virker overraskende med al den glæde, fordi de 8 foran synger så alvorsfuldt. Da optoget er næsten er ud for mig, kan jeg høre nogle af ordene: Noget med fleissig, torte, backen og wieder mere når jeg ikke, for vinden tager resten af ordene.

Jeg går benovet et par skridt baglæns og klemmer mig helt op ad skrænten, så alle kan passere ugeneret.

Et øjeblik senere skrider den sidste person forbi og det går op for mig, at det er Günther Kuchenliebe, og jeg forstår straks, at det er grunden til, at der synges på tysk. Dette er hans år.

Hele året er det ham, der er den ophøjede i den tunge blodrøde kappe med den største krone.

Et øjeblik senere forsvinder den langsomme prosession ned ad stien med retning mod havnen. Lyden af musikken bliver svagere, men jeg kan stadig høre den.

Så falder jeg i staver og kan slet ikke forstå, at det var kagekejseren med hele hoffet. Måske har de været til en seance på hotellet lidt længere ned ad stien, ellers ved jeg ikke, hvad de skulle her i byen. Det virker helt uforståeligt, og et øjeblik er jeg overbevist om, at jeg har set syner.

På stive ben begynder jeg til hundens tilfredshed at gå hjemad med hovedet fuldt af forvirrede tanker.

Det varer dog kun til, jeg igen svagt hører musikken og ser et skib flyde forbi ude i sejlrenden med kagekejserens røde banner spændt ud i vinden.

lllllll

Fri, 02 Feb 2024 11:19:01 GMT

Who is Who - eller persongalleriet

Da jeg skrev min første roman Noget om selvflyvning og verdensfred, var jeg helt uden at vide det så klog, at jeg arbejdede i et univers med et begrænset persongalleri. Det var første gang jeg skrev en rigtig lang tekst, og jeg nød at sejle af sted i min uhæmmede fantasi. Jeg var – næsten – ikke begrænset af at skulle beskrive konkrete steder, som nogen måske kunne genkende. Jeg var heller ikke begrænset til kendte dyr eller planter, og jeg behøvede ikke at følge tidens gang, som vi kender den. Det var på mange måder en fest.

Da jeg var færdig med den historie, vidste jeg, at jeg skulle prøve kræfter med noget helt andet. Derfor besluttede jeg mig for at skrive en historie om et drab.

Det viste sig at være en meget anderledes opgave. Det gik op for mig, at nogle læsere nok ville synes, at talende dyr var en tand for meget i den sammenhæng. Jeg var simpelthen nødt til at gå langt mere naturalistisk til værks.

Selve historien, i det der blev til Mordet på Lindevej, fandt forholdsvis let sin form fra mit hoved og ned på tastaturet. Langt værre var det med persongalleriet. Da jeg sendte manuskriptet til korrektur optrådte 27 personer i historien.

Personerne myldrede frem gennem mine fingre, mens jeg skrev. Naturligvis fyldte nogen mere end andre, men der blev ved med at komme flere til. På et tidspunkt blev jeg nødt at lave en liste over de karakterer, der spillede så stor en rolle i historien, at de havde et navn. Klogere mennesker havde nok gjort det fra begyndelsen.

Her kommer et eksempel fra beskrivelsen af personerne:

”Malou de Grand:

Fulde navn: Malou Yvonne Marie, født Gråholm. Wilhelms niece. Gift med Yves de Grand, der er arkitekt med egen tegnestue. Parret bor en stor del af året i Menton i Sydfrankrig i en moderne villa med pragtudsigt over havet. Resten af året bor de i Marseille på grund af mandens tegnestue.

Malou er meget glad for Isolde, som hun tager sig godt af. Malou har for 25 år siden skrevet en selvhjælpsbog, der har gjort hende økonomisk uafhængig, så hun har rigelig tid til opdræt af højt præmierede puddelhunde.

Der er harmoni og glæde i hjemmet. Parrets døtre Annabel Isolde og Manon Myrtle går begge på Harvard - henholdsvis på Business School og Law School.”

Det er rimeligt at spørge hvor mange af de oplysninger læseren får kendskab til.

I Malous tilfælde er følgende direkte omtalt i teksten:

Hendes for- og efternavn, omtale af hendes mand og hans erhverv, at de opholder sig i Menton en del af året og ringer fra Marseille, at Malou er Wilhelms niece, samt at parret er gæstfrit og holder meget af Isolde (bogens oldgamle stjerne).

Hvad bruger jeg så alt det om udsigten, selvhjælpsbogen, pudlerne (højtpræmierede) og selvhjælpsbogen til?

Det har jeg også undret mig over. Efter nærmere overvejelser er jeg kommet frem til, at alle de tilsyneladende irrelevante oplysninger fodrer min hjerne og befrugter indirekte historien, som den udvikler sig. Så tæller det også med, at jeg har det så afsindigt sjovt, når jeg beskriver personerne detaljeret. De fleste af dem i hvert fald.

Desuden havde jeg simpelthen ikke kunnet håndtere 27 personer uden. Det kniber med at skelne personerne fra hinanden, i hvert fald indtil manuskriptet er læst igennem for 10. gang.

Listen overpersongalleriet er kommet for at blive. Jeg er allerede i fuld gang med den næste.

Nu jeg er ved at være færdig med denne tekst, kommer jeg i tanke om, at jeg har glemt en. Der er faktisk 28 personer i alt.

Jeg glemte en meget vigtig person, om hvem der står: Ilse Wrede – anklager.

Hvorfor er vi her?

Tue, 23 Jan 2024 16:45:55 GMT

Tænkepause ved vandet

Vi går langs stien. Jeg drejer hovedet og ser ud over vandet. Du slår en vejrmølle.

Jeg hører mågerne og lyden en båd langt ude på fjorden. Den kommer nærmere for motor.

Uden et ord drejer vi til venstre og går ned ad trappen over kajen hen mod broen med de små både.

Vi sætter os på broen, som gynger svagt og lader benene dingle ud over kanten. Det er højvande, så mine fødder er delvist dækket af vand, mens dine svæver over det. Du rejser dig hurtigt og slår tre vejrmøller hen over broen og tre tilbage, før du sætter dig igen.

Solen bager på mine skuldre. Jeg tænker på ingenting og bliver opmærksom på det. Det giver mig en fornemmelse af fred.

Så siger du: ”Ved du, hvad jeg har tænkt på i hele mit liv?”

Jeg er lidt overrasket. ”Nej” siger jeg så.

”Hvorfor er vi her?” Du ser på mig med en lille rynke i panden.

Jeg tøver, for jeg er ikke sikker på, hvad du mener.

Du ser på mig med det blik du bruger, når jeg er for glad for at fortælle skrøner eller for begejstret for min ridderborg.

”Ja – hvorfor er vi her? Hvad er meningen med det hele?” Du lyder en smule irriteret.

Jeg tænker, at du er 6 år gammel, og at jeg er over tres og stadig i tvivl.

Du ser afventede på mig med hovedet lidt på skrå og opmærksomme øjne.

Jeg tager mig sammen.

”Fordi nogen ikke har kunnet lade være,” siger jeg.

”I hvert fald i dit tilfælde og i mit tilfælde, var der nogen, der ikke kunne lade være med at få et barn. For mange mennesker bliver det en trang, der er så stærk, at de ignorerer alt andet, og sådan befolker vi jorden.

Vi fylder den op, fordi vi ikke kan lade være. Når vi så er født, trækker vi vejret, går i seng, står op, sover, tænker, taler og spiser is – fordi vi er her. Det er meningen med det hele.”

Jeg tier.

”Du sagde is?” siger du.

Vi er enige, så vi rejser os og går hen mod Adelgade.

Tasken

Tue, 16 Jan 2024 11:26:19 GMT

Beskrivelse af et kendt fænomen

Midt på Strøget standsede Margit op pludselig op. Skulle det være i dag? Havde hun travlt nok til, at det var rimeligt at give efter for sine tilbøjeligheder? Hun tænkte sig om og kalkulerede, at det ville komme til at koste mindst 9000 kr., hvis impulserne skulle have lov at bestemme. Hun havde ofte skammet sig over sin trang til luksus lige indtil en dag en psykolog, hun arbejdede sammen med, havde sagt, at dens slags var helt naturligt. Hun havde faktisk krav på selvforkælelse med alt det hun overkom.

Med et rask tag i det store håndtag i messing skubbede hun glasdøren op og gik ind i forretningen. Der bredte sig straks en behagelig ro i hende. Hendes pulsslag faldt og en fornemmelse af succes bredte sig i kroppen.

En taskealf nærmede sig og spurte diskret, hvad hun kunne hjælpe med. Det var altid det sværeste tidspunkt, for hvad skulle hun svare. En taske naturligvis - det var jo indlysende. ”Jeg kigger”, sagde hun og konstaterede tilfreds, at alfen straks gled baglæns og overlod hende til sig selv.

Det gik en del hurtigere end hun havde troet. Fra ikke at have en anelse om hvad hun gerne ville have til en sikker beslutning gik kun cirka 5 minutter.

På anmodning hentede den samme diskrete alf 6 eksemplarer af den ønskede model i den valgte farve. I en alvorlig koncentreret stemning sammenlignede de nuancer og glatheden af skinnet på taskerne. På skift blev de båret hen til udstillingsvinduet, så de sammen kunne vurdere, i hvilken grad dagslyset ville forandre indtrykket.

Margit skulle lige til at udpege en taske, da det gik op for hende, at hun havde glemt at spørge om det vigtigste.

Det ville være uforsvarligt at gennemføre købet uden at have forholdt sig det, der ville være helt afgørende for, om hun ville blive glad for sin nyanskaffelse. Hun havde tasker derhjemme, der var gemt væk, fordi de var ubrugelige.

Efter en kortere tøven tog hun sig sammen. ”Ved du noget om, hvilken af dem der har flest forsvindere?”

Alfen stivnede og vidste tydeligvis ikke, hvad hun skulle sige. Afslutningen af salget havde været en formalitet, som kun afventede den endelige beslutning om det konkrete valg. Helt uventet havde situationen ændret sig, og hun faldt helt igennem, fordi hun anede ikke, hvad hun skulle sige.

”Øm undskyld jeg forstår ikke helt hvad du mener?”

Sætningen hang i luften mellem dem.

Margit så overrasket ud. ”Forstår du ikke”, sagde hun endelig og så lidt flov ud. ”Det jeg mener er, at jeg indimellem har problemer med, at tingene forsvinder fra miner tasker. Det problem har jeg haft længe, men jeg er blevet klar over, at tingene forsvinder oftere fra nogle tasker end fra andre. Det er da et helt almindeligt fænomen, som for mig tilsyneladende er værst i de franske tasker. Blandt andet derfor er jeg gået over til at købe hos jer!” Hun var tilfreds med, at hendes indvending var endt i en slags anbefaling.

Alfen lignede nu i mindre grad en alf. Hun udkæmpede tydeligvis en slags kamp med sig selv og stilheden imellem dem var ved at blive pinlig.

”Det er besynderligt”, fortsatte Margit beslutsomt, ”at der står alt muligt om produkterne på jeres hjemmeside, men der står ikke noget om forsvinderne. Derfor spørger jeg. Alle mine veninder har problemet i forskellig grad - ganske vist. Men de har det – alle kvinder har det. Derfor burde I jo, som fremstillere af luksusprodukter forholde jer til det.”

En øjeblik var hun sikker på, at alfen ville besvime. Men i stedet for at besvime fremstammede hun noget om, at hun aldrig havde hørt om problemet før. Det gik op for Margit, at der ikke var hjælp at hente.

Et diskret prik på den venstre skulder fik hende til at vende sig om. Bag hende stop en mand i 60-årsalderen i blåt nålestribet og silkeslips.

”Må jeg byde på et glas mousserende.” Hans smilede et vindende smil og den perfekte tandrække udsendte næsten ultraviolet lys. Margit nikkede forvirret og fulgte efter den ranke ryg ind i et værelse med en sofa og to kolossale lænestole.

Champagnen stod på et lavt bord. Charles, sådan havde manden ubesværet præsenteret sig selv, rakte hende den glasset. De satte sig og Margit var drak to hurtige slurke og spildte på sin nederdel. Hun bemærkede, at hun var sunket så langt ned i stolen, at hendes knæ var i højde med hendes hage.

”Vi skal vel til det”, sagde Charles og så alvorligt på hende. Han gjorde et kast med hovedet, som om han havde et fysisk behov for at kaste sig ud i forklaringen.

”Det er jo ikke noget man taler om. Alle producenter har problemet på trods af den store indsats, der gøres for at undgå problemet. I mange år er det lykkede os at få kunderne til at acceptere ideen om, at kvinder simpelthen er for ubegavede og ukoncentrerede til at holde styr på indholdet i deres tasker. Men udviklingen”, her sukkede han tungt. ”Udviklingen har gjort det sværere at holde fast i forklaringen og det sker, at særligt observante og skarpsindige kvinder”, nu var Charles næsten grøn i ansigtet, ”påpeger problemet. Forsvindere findes i alle former for tasker. De foretrækker åbenbart tasker af høj kvalitet og det er det, du åbenbart har mærket. Rygtet vil vide, at franske tasker er de mest populære blandt disse uhyrer og gudskelov for det.” Hans smilede varmt og sendte Storbritannien en varm tanke.

Charles tav og de drak begge lidt mere. Margit følte et begyndende raseri. Hun tænkte på de nedladende bemærkninger, hun havde modtaget gennem årene blandt andet fra sin mand.

”Vi har dog en mulighed for at bistå dig. Hvis vi kan opnå en fælles forståelse, er jeg sikker på, at vi kan finde på en tilfredsstillende løsning.”

Han trak et stykke papir frem fra en usynlig hylde under bordpladen og lagde det foran hende. Ovenpå lagde han en gylden fyldepen.

Margit læste dokumentet og skyndte sig at skrive under. Hun kunne lide ordet ambassadør. Det med tavshedspligten forekom hende at være indlysende.

The body content of your post goes here. To edit this text, click on it and delete this default text and start typing your own or paste your own from a different source.

Drab og vold som underholdning

Tue, 09 Jan 2024 12:30:51 GMT

Nogle overvejelser

BLOG nr. 2 – 2024

I december udkom min nye bog Mordet på Lindevej. Jeg har været så privilegeret, at der har været stor interesse for bogen.

I den forbindelse har jeg fået en del forskellige spørgsmål. Et af de tilbagevendende har været, hvorfor jeg dog har lyst til at beskæftige mig med mord og ødelæggelse.

Jeg er også blevet spurgt, om det ikke var mere nærliggende at skrive om nogle af alle de love og regler, jeg ved så meget om.

”Hvorfor skriver du ikke en kærlighedshistorie?” spurgte en meget klog person mig om.

Det er et rigtig gode spørgsmål.

Spørgsmålene har givet mig anledning til nogle overvejelser om, hvad det er ved historier, som indbefatter et medmenneskes død, der optager mig så meget, at jeg orker at bruge en masse tid på at skrive om det.

Det er da besynderligt, at jeg – som mange andre - igen og igen vælger at streame drabelige serier, som over flere sæsoner beskriver og til tider udpensler død og lidelse. Jeg ved, at der findes forskning (som jeg ikke har læst), der peger på forskellige årsager til tiltrækningskraften ved krimigenren. Jeg har læst mig til, at True crime endda skulle være den mest populære underholdning inden for genren.

Jeg er foreløbig landet på følgende forklaringer til min fascination:

· Bortset fra krig, som jeg sædvanligvis ikke kan bruge som underholdning, så er drab en af de mest ekstreme handlinger, et menneske kan begå. Det optager mig, at nogen kan få sig selv til det. I den forbindelse har jeg også tænkt en del over et fænomen som selvtægt. Mit arbejde med bogen fik mig ud i overvejelser om, jeg selv kunne begå drab.

Svaret er ja. Som nødværge – altså for at afværge en overhængende fare (livsfare) for mig selv eller andre.

· Konsekvenserne af drabet for den dræbtes nære, men også mere fjerne relationer, optager mig meget.

Hvad sker der i omgivelserne? F.eks. for familie (som det mest indlysende), venner, kollegaer, men også for de fagprofessionelle, der bliver involverede.

Anbefaling: Jeg vil gerne anbefale podcasten Marcella 1989 på DR Lyd. Det er den mest rørende og menneskeligt vedkommende beskrivelse af konsekvenserne af et drab.

Hør den her:

https://www.dr.dk/lyd/special-radio/marcela-1989-4489359743000

Jeg går ind imellem og overvejer, hvad jeg kunne tænke mig at skrive om, når jeg er færdig med den næste bog. I mit arbejdsliv har jeg separeret og skilt mange par. I nogle (heldigvis få) situationer har forløbene haft meget voldsomme konsekvenser for de berørte. Erfaringerne fra arbejdet vil muligvis kunne inspirere mig til at skrive en helt igennem fiktiv historie.

Jamen, hvad blev der af forslaget om at skrive en kærlighedshistorie?

Det vil jeg sige pænt nej tak til.

Så kan jeg jo gå i gang med af overveje, hvorfor jeg svarer sådan.......The body content of your post goes here. To edit this text, click on it and delete this default text and start typing your own or paste your own from a different source.

Godt nytår -med en masse vand

Wed, 03 Jan 2024 15:39:38 GMT

Ikke igen .......

Godt nytår

Nu er det blevet hverdag igen. Julen er overstået, nytåret er fejret med en uventet royal surprise.

Det er tid til hverdagen, som på mange måder også kan noget særligt.

Hvor jeg i december glædede mig over at finde kasserne med julepynt frem, med al den nostalgi sådan et par kasser kan indeholde. Glæder jeg mig nu over, at det hele er pakket ned igen.

Det sidste par dage har jeg set frem til at skulle i gang igen med at skrive, gå i gang med Instagram, og finde frem til lydstudiet til produktion af min nye bog som lydbog.

Her sidder jeg så og kan konstatere, at glæden er forsvundet.

Årsagen: I Præstø begynder vi det nye år med vand i gaderne – igen. Og vi er ikke de eneste: Jeg har lige læst, at direktøren for Køge Havn undrer sig undrer sig over, at man har haft tyveårshændelse i oktober og igen i dag.

Selvom der ikke (endnu!) er tale om så massive oversvømmelser som i oktober, er der allerede vandmasser, der bringer ødelæggelser med sig. Kombinationen er flere dages voldsom regn og østenvind er en giftig cocktail for byen og dens indbyggere.

Der er lagt watertube ud, og der arbejdes på at begrænse skaderne. Ellers er det bare at håbe på at regnen holder op, og at vinden vender eller løjer af.

Hundredeårshændelsen blev stormfloden i oktober kaldt. Jeg tror og håber, at denne omgang ikke bliver så omfattende. Men oversvømmelser af mindre omfang kan også bringe mærkbare ødelæggelser med sig, og noget tyder på, at den tætte beliggenhed til vandet i højere omfang ikke kun kommer til at være byen største attraktion - men også dens største udfordring.

Nu har jeg været ude at gå en tur, som man kan se på billedet. For ikke at blive helt deprimeret købte jeg ind til en nøddekage, som jeg nu agter at bage og trøstespise (med min mand).

På trods af vand og alle de andre ulykker i verden, ønsker jeg alle RIGTIG GODT NYTÅR.

Skriveøvelser – d.24.november 2023

Fri, 24 Nov 2023 22:05:14 GMT

Mange, der holder af at skrive, kender til fænomenet skriveøvelser. Altså en opgave ud fra en sætning, nogle ord eller et tema, som skal skrives på tid.

Da jeg i 2017 var på skrivekursus på Borups Højskole, fik vi besked om at skrive ud fra ordet ventetid.

Vi fik nogle timer til rådighed, og min tekst om ventetid blev til Lise von Laerkes forsikringspolice, som er obligatorisk for selvflyvere (Noget om selvflyvning og verdensfred – kapitel 3).

Sådan kan det gå. En skriveøvelse kan vise sig at have værdi i en helt anden sammenhæng, end den er er skrevet.

Jeg har siddet og set gamle skriveøvelser igennem. Jeg har valgt nogle ud, som jeg har haft 5 minutter (pr. stk.)til at skrive.

De er bare tænkt som pudsige bagateller og måske til lidt inspiration.

Jeg er så dårlig:

Hvordan har du det? Spurgte han.

Hun svarede: Jeg er sikker på, at jeg har influenza – jeg har ALDRIG før været SÅ dårlig:

Jeg har

Ondt i maven
Ondt i hovedet
Ondt i øjnene
Ondt i ørerne
Ondt i knæene
Ondt i halsen
Ondt i livet
Ondt i økonomien
Ondt i røven
Ondt af mig selv

Så smilede hun lettet og gik…….

Og hun eksploderede:

Vinduerne på hele venstre side af Nordre Fasanvej blev til bittesmå skår, kursen på danske kroner røg i bund, børsen lukkede kl.12.30 og lukkede ikke op igen i tre dage, dronningen aflyste sine audienser, da hun eksploderede.

Hun havde advaret ham om, at han ikke skulle tirre hende.

Chaufføren:

Var en lille grå mand af uanseelig højde. I alle de år han havde været ansat, havde han haft forhøjede såler, for at nå kobling, bremse og speeder.

Det var 839 dage siden han sidst havde smilet. Sidste gang nogen havde set ham smile, var den gang det lykkedes ham at lukke døren, så Dorete fik klemt to fingre af. Men de turde ikke fyre ham, det vidste både de og han. Familien omgikkes ham med en vis nervøsitet og de vidste alle, at han bare gik og ventede på den næste chance for at slå til.

Gruppebillede:

Gruppebillede fra min 5-års fødselsdag

Mor
Far
Bror
Søster
Mormor
Farmor
Farfar
Tante Ruth
Den tykke puddel
Bagbenet af katten
Onkel Konrad, som havde taget billedet med selvudløser

Hvor var jeg?

At servicere en mægtig mand

Fri, 03 Nov 2023 22:19:11 GMT

Hendes hjerte hamrede, mens hun kæmpede med at få vognens tynde hjul over trinnet. Det papirtynde porcelæn klirrede, og kagen bevægede sig uheldssvangert rundt på opsatsen.

Her er en tekst, jeg skrev for et par år siden. Når jeg ser på verdens tilstand, tænker jeg, at den desværre ikke er blevet mindre aktuel.

Det lykkedes hende dog, og elevatorens døre gled i bag hende med en hvislende lyd.

Så stod hun helt alene i den uendeligt lange gang, som kun var delvist belyst.

Hun trak vejret dybt og mindede sig selv om, hvor langt hun var kommet.

Nu manglede kun turen gemmen den dunkle gang. Og turen tilbage igen naturligvis, men den turde hun slet ikke tænke på nu.

Hun bøjede sig fremover og begyndte med et fast tag i messinghåndtaget at skubbe vognen. Det var først nu, hun bemærkede, at hjulene knirkede svagt. Lyden svingede sig frem og tilbage og op mod marmorloftet.

Hun satte farten op. Det eneste, hun skulle, var at nå frem til døren for enden af gangen, åbne den og køre vognen frem til den helt rette plads. Halvanden meter fra skrivebordets kant. Den kant der vendte mod øst.

Oldfruen havde banket knoen i bordet og råbt hende lige ind i ansigtet: ”Den østlige! Forstår du?” Ja – hun forstod.

Hun vidste, at intet måtte gå galt. Hun forsøgte at undgå tanken om, hvad der ville ske, hvis det gik galt. Hendes rejse ville i hvert fald være slut.

Hun skubbede hårdere til vognen. Lyden fra vognens hjul ændrede sig til en hvinende klagesang, og porcelænet klirrede.

Hun satte farten ned og placerede sit blik stift rettet mod det punkt, hvor enden af gangen måtte dukke op.

Hendes øjne begyndte at svie, men benene gjorde deres pligt. Skridt for skridt arbejdede hun sig fremad.

Det var i sidste øjeblik, hun fik standset vognen. Rædselsslagent fik hun reddet kagen, der lå på opsatsens yderste kant. Hun stod som lammet og forsøgte at forstå, at hun var nået frem.

Det gik op for hende, at den næste opgave ikke var nemmere.

Hun talte højt og bestemt til sig selv. Hun skulle bare have døren op, køre vognen ind, måle dens rette placering med tommestokken, og efterlade den lige nøjagtigt halvanden meter fra skrivebordets østlige kant.

Derefter skulle hun bare ud og tilbage samme vej, hun var kommet. Hun havde ikke tænkt sig at vente på elevatoren. Hun glædede sig næsten til at løbe ned ad trapperne.

Hun havde foldet tommestokken sammen og trillet vogne frem til det præcise mål, da hun fik øje på maleriet på væggen bag det enorme skrivebord.

Farverne var lyse, og solen skinnede fra en skyfrihimmel. Flagene vejede perfekt, som om en blid sommervind holdt liv i dem.

Folkemængden, der fyldte billedet helt ud i horisonten, viftede med kasketter og hatte eller havde rakt armene tilbedende i vejret.

Det meste af lærredets højre side var dækket af en tempellignende bygning opført i strålende hvid marmor. På trinene lå seks hunde, store som ponyer, og holdt øje med folkemængden.

På det øverste trin stod han med kroppen vendt mod mængden og en velsignende arm løftet, mens ansigtet var vendt mod beskueren.

Det lyse hår kunne lige akkurat skimtes gennem blomsterkransen og blikket var fuldt af varme og trøst.

Kroppen var svøbt i nationens flag, som en toga. Venstre arm holdt han mod sit bryst. På ringfingeren bar han en guldring med en smaragd, der nåede op til knoen.

”Det er et underværk – ikke sandt?”

Hun sprang næsten i vejret.

”Rolig nu…det er ingen grund til bekymring. Vi er her helt alene. Desuden straffes ægte fædrelandskærlighed aldrig. Den belønnes kun. Du er ny her – ikke?”

Hun stod som en saltstøtte. Han betragtede hende.

Hun gjorde et par fortvivlede forsøg på at pege mod vognen, men armen ville ikke. Han forstod tilsyneladende meningen.

”Nydeligt,” sagde han så og gjorde et lille kast med hovedet.

Hun begyndte at gå baglæns. Da hun kunne mærke dørens paneler mod sin ryg, vendte hun sig halvt om, lavede et lille buk og greb dørhåndtaget. Hun fik døren op.

”Vent – kom herhen! ”

Hende ben rystede, og hun var næsten ved at græde.

”NU!”

Usikkert vendte hun om og gik de 30 meter tilbage til skrivebordet.

”Når du er nået så langt, at du får lov til at tjene mig, er du særligt udvalgt. Du er ikke alene køn osv. – men også klassificeret som klog. Jeg har en lille ting, du måske kan hjælpe mig med.”

Hun kunne mærke, at hun krympede. Hun blev mindre og mindre for hvert ord, han sagde.

”Se her!” Han gik om bag skrivebordet og trykkede på noget under bordpladen, så et panel åbnede sig.

”Kom herhen!”

Hun tøvede et sekund og gik nærmere. Han pegede mod bordpladen, og det rum panelet havde åbnet for.

Hun stirrede på de tre telefoner uden at forstå meningen.

”Ja – lille du fra de fjerne provinser. Sådan en som dig fatter slet, hvor hårdt det er at være mig. Så ensomt. Så fuldt at tunge tunge beslutninger, som jeg er tvunget til at træffe på alle I uvidende sjæles vegne.

Som i dag f.eks., hvor jeg skal beslutte mig for, om tiden er kommet til at få tingene sat endeligt på plads og gøre en ende på miseren.”

Han pegede på den røde telefon med en spids pegefinger, som viste tegn på gigt.

Hun hev efter vejret. Hun ville bare væk. Så begyndte hun at ryste på hovedet. ”Nej … nej. Nej nej – tænk på ofrene!” Skreg hun.

”Lille fjols! Præcis som jeg havde forestillet mig. For dum og uvidende – som hele folket. Du har svigtet mig.”

Han lignede en dødsmaske, hun en gang havde set af Lenin. Rejsen var endt, det hele var slut for hende.

”Forsvind! Hjem til Langbortistan eller hvor du kommer fra.” Spyttet fløj ham om munden.

Hun vendte om, fik døren revet op og løb.

Lille by stor smerte

Wed, 01 Nov 2023 11:37:14 GMT

I mandags gik jeg gennem Adelgade og hen ad Antonitterstien. Det var en kølig morgen og endnu ikke helt lyst. Jeg gik og ledte efter spor fra hundreårshændelsen i forrige weekend. Indlysende nok var der stadig spor efter vandet.

Selv om jeg undrede mig over, hvor langt man var kommet med oprydningen. Jeg tænkte lidt på alle de kræfter, der må have været i gang, for at nå så langt – på så kort tid.

På stiens højeste punkt standsede jeg for at se ud over vandet. Der var intet usædvanligt i, at jeg stod der, mens solen var på vej op. Jeg konstaterede, at der var umiddelbart heller ikke var noget usædvanligt ved udsigten. Vandstanden var helt almindelig, og vandet vuggede fredsommeligt et par fugle.

Alligevel, gik det op for mig, var jeg fyldt af en knugende følelse af tab. Hvad den bestod i, kunne jeg ikke helt forstå. Jeg og mine har ikke umiddelbart været udsat for tab i forbindelse med oversvømmelserne. Vi er slet ikke ramt, som mange andre er, af ødelæggelser af hus og hjem. Vi har ikke set steder, vi holder af, tilintetgjort af vand og storm. Men trist til mode var jeg.

Jeg gik lidt videre på stien. Ud over fjorden fløj flokke af fugle over himlen, og bag dem lyste månen. Jeg standsede betaget af synet.

Det var et indlysende smukt syn, som fik mig til at tænke på, at nok er vores lille by såret, men på et tidspunkt vil vandmasserne blive til et statistisk faktum. Man vil begynde at måle kommende års oversvømmelser i forhold til ødelæggelserne fra forrige weekend. Oversvømmelserne vil blive en del af vores fælles forhistorie.

Indlysende er, at historierne vil være forskellige alt efter, hvordan man oplevede hundreårshændelsen.

Vores by vil rejse sig igen. Noget vil være forandret, men den vil rejse sig igen. For nogen vil forandringen måske gå ud på, at man holder øje med vandstanden i å og fjord, når det blæser kraftigt. For andre er tabene så store, at tilværelsen aldrig bliver den samme igen.

Tilbage til bloggen

Mon, 23 Oct 2023 10:45:21 GMT

Tiden går og klokken slår – og hvad så? Så blev der larmende tavshed og ordløshed på den blog, jeg havde så meget lyst til at skrive på.

Nu er situationen er en anden. Der er mindre arbejde og mere tid til det lystfyldte. Det sidste mærker jeg ved, at jeg længes efter tasterne, så det skriger i mine fingre.

Nu skal det være. Hjemmesiden skal ændres, den anden roman skal udgives, den tredje skal skrives færdig, jeg skal dyrke de sociale medier og bloggen i lykkeligt flow.

Så er der lige kommet noget andet ind over.

Jeg fik et tip om muligheden for at booke en stand for selvudgivere på BogForum 2023.

Straks jeg læste beskeden, begyndte min ben at ryste. Sikke en mulighed for at komme ud og vise flaget eller rettere sagt bøgerne. Jeg var heldig og fik booket den næstsidste stand i Skriv & Udgiv zonen.

Derfor går alt ledig tid lige nu med at forberede og klargøre Wiederquist Forlag til at tackle de tre lange dage (d.3.-5 november – fredag kl.10.00-19.00 – lørdag og søndag kl.10.00-18.00).

Der er mange spørgsmål og praktiske opgaver at tage fat på.

Godt, at jeg har nogle fremragende mennesker omkring mig, der går ind i kampen. Taknemmeligt tager jeg imod hjælp med skriveprøverne, tilretning af grafik til bogforsiderne, med print af stickers, med de sociale medier og en række andre ting.

Så nu er jeg tilbage ved bloggen. For en af de ting, der skal bringes orden i, inden det går løs i Bella Centret, er bloggen. Jeg kan jo umuligt lægge et link op til en blog i dvale. Så tak til BogForum for vækningen.

Med dette lille indlæg er jeg i gang igen, og inden for et par dage kommer det næste indlæg, som drejer om en træt leder. En lille bonusinfo: Det er ikke Jakob Ellemann-Jensen.

Den trætte leder

Mon, 23 Oct 2023 10:41:49 GMT

Han følte sig så uendelig træt og en smule bitter over, at Gud havde afslået hans ansøgning om pensionering og dermed retten til at kunne trække sig tilbage til Paradis. Han var nu chef for butikken på 5. årtusind, og opgaven var om muligt endnu mere kompliceret, end den havde været ved hans tiltrædelse.

På den anden side kunne han ikke nægte, at han til dels kunne forstå begrundelsen for, at han måtte vente endnu 50 år, før han kunne indtage sin berettigede plads i himlen.

Selvom det lange hvide hår var blevet noget tyndere, end det havde været, trak han sig eftertrykkeligt i det, som om han kunne hive sig op ved sine hovedhår.

Træt stirrede han ud over det åbne hav fra kommandobroen, som praktisk talt havde været hans hjem siden syndfloden. Tunge tanker vældede ind over ham, for den stabilitet, Gud havde forlangt som betingelse for at lade ham pensionere, lå ikke lige for. Det havde ikke, som både Gud og han havde ment, hjulpet at lade menneskene uddø. De havde eller været så sikre på, at det var det, der skulle til.

Der havde godt nok været en periode, hvor der tilsyneladende var fremgang at spore. Men nu var skibet – de paradisiske departementer havde forbudt brugen af ordet ark, fordi det var helt passé – fyldt til randen af en ubehagelig nervøs stemning, som forværredes fra dag til dag.

På trods af, at den gamle plimsoller var lagt op, og at man fra højeste sted havde bevilget et 14 gange større skib, var problemerne ikke løst – snarere tvært imod. Han måtte erkende, at dette smykkeskrin af skib havde været noget af en fejlinvestering.

Heller ikke det faktum, at den højeste herre havde sendt 4 bevingede udsendinge fra departementet for effektivisering, havde hjulpet. De milde udsendinge havde endda minutiøst gennemgået samtlige procedurer og livsstilanvisninger.

Dybt inde vidste han godt, hvad det var der foregik. Han kunne næsten ikke holde tanken ud, men de indledende øvelser i kampen for at overtage herredømmet over skibet var i fuld gang.

Hans forsøg på at hemmeligholde den guddommelige tilladelse til, at han kunne foretage sin opstigning om 50 år, var slået fejl og hvert et næb, hvert et gab, hver en snabel og hvad hans passagerer ellers var udstyret med, skræppede, skreg, hvæsede og truttede om pensioneringen døgnet rundt .p

Han var udmærket klar over, at det var tydeligt for enhver, at hans panderynken var blevet kronisk. Han vidste også, at alle forsøgene på at fremme næstekærligheden ombord havde været frugtesløse.

Første gang, han for alvor var blevet bekymret, var, da bjørnen en søndag morgen havde overtalt et rystende stort antal af dyrene til at høre på hans lange og pinlige enetale om, at hver 5. måge er bøsse. Dette måtte, ifølge bjørnen betyde, at det var en meget stort statistisk sandsynlighed for, at mågerne ombord var ramt at denne pest. De burde derfor forbydes omgang med andre eller i hvert fald forvises fra skibet.

Til hans store fortrydelse havde flere af dyrene suppleret bjørnens ækle snak med udgydelser, som kun kunne tolkes som udtryk for homofobi.

De kom dog videre og heldigvis havde mågerne forklaret ham, at var de var blevet mødt af kærlighedserklæringer og stor støtte fra en betragtelig andel af de andre dyr.

De kunne berette, at det især var fjordhestene, den ene bæver og elgparret, der var gået forrest i kampagnen til støtte for mågernes ret til et fuldt og helt kærlighedsliv – uanset præference.

Der havde dog også været andre øjeblikke af harmoni og glæde, mindede han sig selv om, men det var længe siden. Han kunne eksempelvis ikke huske, hvornår delfinerne sidst spontant havde givet opvisning i rygvendt svømning.

Roen havde dog ikke varet længe. Den blev for alvor forstyrret, da repræsentanter for diverse arter begyndte at klage over at blive overvåget af ørnene.

Det gået op for ham, at han blev nødt til at tage dem ved vingerne og gøre dem det forståeligt, at deres handlinger var uacceptable. De havde høfligt ladet ham vide, at der var tale om misforståelser, og at de straks ville rette ind.

Han vidste naturligvis, at det var det var løgn og latin. Det drejede sig slet og ret om, at de store fugle var i gang med de indledende øvelser, der skulle sikre dem herredømmet, når han var forsvundet. Stor var hans fortrydelse over, at hans valg af ørne var faldet på den hvidhovedede ørn. En par havørne havde nok været et meget mere sikkert valg.

Næste morgen spiste han morgenmad med pingvinerne på kommandobroen.

Selvom solen skinnede fra en skyfri himmel, var stemningen trykket. Alle hans anstrengelser for at muntre de to gæster op var spildte. De sad tavse med hængende hoveder og stak til maden.

Kort efter takkede de to for måltidet, viftede høfligt med vingerne og begyndte at vralte mod lejderen.

De standsede dog op, og vendte sig begge mod ham.

”Hvis du virkelig vil vide det, så er det bjørnene. De truer nattergalene igen og igen. De er nemlig vrede over nattergalenes sang om, at små dyr også har ret til selvbestemmelse. De synger uden ophold. De synger fra morgen til aften på skift,” sagde den ene pingvin.

”Langt de fleste af dyrene holder meget af sangen. Andre er ligeglade, men bjørnene er rasende,” supplerede den anden og fortsatte:

”De intimiderer nattergalene på alle mulige måder og ignorerer fuldstændigt andres forsøg på at forsvare de to små fugle.”

Pingvinerne tav og hang igen med hovederne.

Han følte sig helt udmattet.

”Bjørnene har vredt afvist ørnenes forsøg på at skabe orden i magtbalancen.

Vi er faktisk også trætte af, at ørnene altid skal fortælle os andre om deres ret til at blande sig i alt. Men lige nu er vi endnu mere trætte af de to ursus arctos, som de helst vil kaldes.”

Den første pingvin tog over. ”Du skal forstå, at ikke en gang den omstændighed, at pandaerne flere gange om dagen holder op med at gnaske bambusskud for at holde øje med dem, gør noget som helst indtryk på bjørnene. Det er blevet så slemt, at elgene er begyndt at hamstre mad og vand.”

Begge pingviner tav og vinkede igen, inden de forsvandt ned ad lejderen.

Jeg er blevet for gammel, tænkte han mismodigt. Ikke en gang min forbindelse til det allerhøjste kan længere aftvinge den fornødne respekt.

Han havde allermest lyst til at pjække fra dagens inspektion og besøgene hos skibets beboere.

Det eneste han ønskede sig var fred og ro de næste 50 år. Han ville bare drømme om sin opstigning og evig fred og hvile.

Siddende i sin stol konstaterede han, at det var begyndt at regne. Himlen var mørkegrå og blytung.

Vi får storm, tænkte han og fik sig stablet på benene. Forsigtigt, trin for trin med et fast greb om begge gelændere, steg han ned i skibets indre.

Skriveøvelse d.26. juli 2023

Wed, 26 Jul 2023 21:15:17 GMT

Hun lod sig synke længere ned på sædet med olmerdug. Det kradsede af Pommern til. Det hjalp en smule.

Stemmen, som kom ovre fra skænken, steg igen.

Fornemmelsen af det kradsende stof aftog, så der var brug for noget andet at fokusere på. Hun lod blikket vandre langs de dele af væggen overfor, som stemmen ikke skyggede for.

Herren rår, du høster som du sår. Længere henne: Håb kun på Englemark i Herrens Park.

Det duer ikke, tænkte hun, for stemmen var gået fra højrøstet mildhed til den rystende beskrivelse af hendes fremtid, hvis ikke hun….

Blikket standsede ved Forsagelse er vejen til Paradis.

”SE på mig – synderinde!” Stemmen lænede sig ind over spisebordet. Hovedet var bøjet, så den begyndende måne blev tydelig.

Hun sænkede blikket fra korstingbroderierne og så direkte på ham. Lige ind i øjnene.

Stemmen tøvede et par sekunder, inden den igen strømmende over bordet med plat de managen, hendes mor var så stolt over, og lige ind i hendes ansigt.

Om lidt begynder han at spytte, tænkte hun og undertrykte et suk, mens hun igen sænkede blikket. Mønsteret på den filerede løber sprang hende i øjnene.

Fem kruseduller til højre, syv til venstre og otte fredsduer – og så det samme igen og igen. Stemmen forsvandt næsten, mens hun undrede sig over, at hæsligheden fra faster Esther fungerede så godt som fokuspunkt.

”Salme!” Faderens stemme piskede ind i hendes højre øre, hvor den rutchede rundt til den ramte hjernen.

”Salme – du er fortabelsen nær, dømt til skærsilden, som vil slikke op ad dine slanke bed, mens satan….”

Hun rettede blikket direkte mod stemmens blege fjæs og konstaterede, at den var gået for langt.

En svag fornemmelse af fryd kildede i hendes tæer.

Så tog den revanche og udstødte et par gisp som indledning, samtidig med at den forsøgte at suge maven ind.

”Tilstår du, at du har misbrugt rulletobak?” Gjaldede det ud i stuen.

Din idiot, tænkte hun. Du er simpelthen så indskrænket, at du….Hun orkede næsten ikke mere.

”Hvis det du spørger om er, om jeg har røget. Så er svaret ja. Flere gange, hvis du endelig vil vide det. Kings Blå og Gauloises.”

Den berømte engel svævede gemmen spisestuen og ud gennem det åbne vindue.

Stemmen havde fået et koncentreret fraværende blik i øjnene.

Han søger svaret i Jesus på hylden bag mig, tænkte hun.

Så gik det op for hende, at stemmen ikke fattede det med Gauloisene. Hendes humør steg, og det gik op for hende, at oplevelsen muligvis var alt besværet værd.

”Oh, du syndefulde barn”, kom det fra stemmen, som havde forladt Jesus på hylden. Hun fornemmede, at den forsøgte at vinde tid.

”Det er tid til at sone den rædselsfulde synd. Straffen skal udmåles. Gennem ofringen må du vandre i håbet om Herrens tilgivelse.”

Stemmen havde genvundet, hvad der for et øjeblik siden var tabt.

Hun konstaterede, at et sjældent lykkeligt udtrykt bredte sig over Stemmens ansigt fra hage til den vigende hårgrænse, mens lyden af stemmen havde fået den helt særlige klang af magt, hun hadede så inderligt. Bare det ikke er fiskehandleren igen, nåede hun lige at tænke.

”2 ugers arbejde fra skoletid til butikken lukkes. Skruben og skuren, opskæring af fiskenes bug og flåen i deres indvolde.” Stemmen tav og så desorienteret rundt i stuen. Den fik samlet sig og forsatte: Lørdag fra kl.06.00 – 16.00. Vores kære broder Johannes har opofrende tilbudt at have dig gående på de betingelser. Opofrelsen kender ingen grænser.”

Stemmen så på hendes forældre, som henrykte nikkede bekræftende og anpriste Herren for at have sendt dem så kostelig og tålmodig en gave som stemmen. De fattede ikke deres ufortjente held.

”Lad os samles i bøn og taksigelse”, udbrød stemmen og trak hende op af stolen med svedige hænder.

Stående med hinanden i hænderne jublede stemmen og hendes far over Herrens gavmilde veje. Låst fast i de to mænds greb bevægede hun læberne i takt, mens hun indvendigt repeterede: Gid du må dratte om dit klamme skrog.

Hendes mor bar bakken med kaffekopperne og kaffekanden ind. Hun fik besked på at hente fløde og sukker og den friskbagte kringle.

”God nat, Salme”, sagde hendes far med den stemme, det bedste betalte sig at adlyde. ”Husk nu at takke vores hyrde for den store indsats, du slet ikke har fortjent.”

Da sidste del af beskeden var sunket ind, tænkte hun, at der skulle en kraftanstrengelse til, hvis hun skulle undgå at bække sig ud over hele arrangementet inklusive det fine porcelæn. Det var simpelthen for meget.

Tanken om at skulle takke stemmen sendte flodbølger af kvalme gennem hendes krop. Smagen af galde og ufordøjet hornfisk skød op i hendes mund. De to første gange lykkedes det hende at sende den sure masse retur.

Tredje gang tænke hun: Hvorfor ikke. For Fanden da!

Så lagde hun nakken tilbage, lagde begge hænder på maven og sendte dens indhold ud over bordet. En jævn strøm af klæbrig gulgrøn masse flød ud over bordet.

Kringlestykkerne sejlede rundt på det håndmalede fad med små roser. Faderens kaffekop havde fået en underlig gråbrun overflade.

Det sidste hun så, da hendes far slæbte hende ud af spisestuen, var stemmen, som sad og betragtede sine hænder, der var oversprøjtet med hendes maveindhold.

Hun bevægede læberne og sang uden lyd:

Hør en salme om ofringen på Englemark

Om plat de menage og rulletobak.

Gakke lak gakke lak

Mødet

Sun, 21 Jun 2020 07:02:49 GMT

Justitsministeren med den karakteristiske dybe panderynke, sad allerede på sin plads og lod til at have problemer med at beherske sig. De to medbragte embedsmænd sad uroligt på deres stole. Den ene stirrede stift på maleriet af to gumlende køer i guldramme. Den anden rettede konstant på slipset.

”Det er helt utroligt.” Ordene fandt vej gennem justitsministerens sammenpressede læber. Han blev afbrudt af indenrigsministeren, som lod sin perfekte tandrække komme til syne og vinkende hilste rundt, før hun og ministersekretæren anbragte sig ved mødebordet overfor ham.

”Lad os så komme i gang”, kom det alt for højt fra justitsministeren, hvis arktiske blik ramte rigspolitichefen, som ingen rigtig havde lagt mærke til.

Rigspolitichefen, kendt i befolkningen som Lækre-max, virrede lidt med hovedet og begyndte så at forklare om nattens aktioner som havde vist sig at være meget effektive.

”2.319 personer i Nordvest, 1.732 i Århus, 180 i Hobro og 10 i Vrist – i alt 4.241 personer er varetægtsfængslet. De sidste 10 endda efter anmeldelse fra en nabo”, rigspolitichefen tav og så begejstret ud.

”VRIST og HOBRO”, råbte justitsministeren. ”Det går den forkerte vej. Det skulle jo holde op – ikke udvikle sig. De breder sig som, som rotter.” Den fine regn af spyt dalede ned på det blanke mødebord.

”Vi har at gøre med et interessant psykologisk fænomen og en dyb trang i os mennesker. Der er faktisk tale om helt normal menneskelig adfærd.” Indenrigsministeren holdt en pause, så budskabet kunne synke ind.

Hun fortsatte dog, inden justitsministeren kunne nå at blande sig.

”Den nye tid er jo ikke ret gammel og den slags grundlæggende livstilsændringer tager tid. Det er selvfølgeligt både sørgeligt og beklageligt, at det har bredt sig helt til Vrist. Men vores nyeste statistiske materiale tegner et klart billede af, at der kun er tale om en ganske svag stigning i antallet af DEM. Slet ikke så stor, som man kunne forvente ifølge vores chefstrateg hos Styrelsen for Den nye tid. Vi er dog enige om,” her nikkede indenrigsministeren til justitsministeren. ”Vi er dog enige om, at der er brug for handling. Vi har derfor igangsat 3 nye omfattende kampagner – tv, radio og på de sociale medier.

Årets vinder af X-factor har indspillet et forrygende nummer Hug a stranger and die.

Kjeld og Hilda har indspillet den danske version til de mindre oplyste.

DR har udvist stor forståelse for opgaven som Public Service-kanal og har lovet, at der bliver indspillet helt nye afsnit med Bamse, som ikke krammer nogen som helst. Der er simpelthen ingen tvivl om, at tiden løser problemet. Lidt tålmodighed er vist på sin plads her.”

Indenrigsministeren smilede tilfreds og lod til næsten at more sig.

”Det er for helvede ikke dig, der vandt valget på at skabe orden og god moral i vores dejlige lille land. Den laissez faire-holdning, du og resten af dit elendige parti udviser, kan sprænge koalitionen. Så er det slut med at være minister lille dame. Alt jeres ævl om frihedsrettigheder, ødelægger landet og erhvervslivet. Glem ikke at I også brugte Aldrig mere epidemi, som en del af jeres valgkamp. De skal fanges, stille for retten for forbrydelser mod riget og bures inde. Det er det eneste, der virker.

Hvad skal det overhovedet gøre godt for, at mødes med andre end den nærmeste familie, høre musik, spise og KRAMME. Jeg har endda hørt om GRUPPEKRAM. Det sygt og det er samfundsomstyrtende.”

Repræsentanterne for embedsværket havde begge blikket rettet mod den blanke bordplade. Indenrigsministerens øjenbryn nærmede sig hendes hårgrænse.

Rigspolitichefen rømmede sig og begyndte at forklare, at man skal gøre alt man kan, at alle ressourcer var allokeret til opgaven. Kramningerne opstod tilsyneladende mere eller mindre spontant og adgangen til de sociale medier vanskeliggjorde en effektiv indsats. Han sluttede af med at pointere, at antallet af drab og voldtægter var stigende i foruroligende grad. Så gik det op for ham, at ingen rigtig hørte efter og han tav.

Indenrigsministeren sad tilbagelænet og så indgående på justitsministeren. Hun er ikke bange for mig, tænkte han og huskede, at hun flere gange var blevet nævnt som den nye formand for sit parti.

Indenrigsministeren lænede sig ind over bordet og så stift på sin kollega. ”Vi fortsætter den parallelle indsats. Altså oplysning, som skærer ud i pap, at kramninger mellem ubeslægtede er livsfarligt og derfor umoralsk.” Der bredte sig en gysen i rummet. ”Ja ja, men vi skal altså også tilfredsstille Moralisterne, de oplevede trods alt en fremgang på 12% ved sidste valg.

Derudover fortsætter politiet sine raids og sin oplysende indsats på skolerne. Vi får et hurtigt lovforslag gennem tinget, som hæver strafferammen til 10 år for forsætlige kramninger i mellem ubeslægtede samt for planlægning af krammesessioner og medvirken til planlægningen.

Så får vi DR til at speede Bamse op – måske kan Onkel Reje også indtænkes i indsatsen.

Desuden bliver begge de store tv-kanaler kraftigt opfordret til at sende indslag med eksperter i fremmedkramningens alvorlige bivirkninger ud fra en medmenneskelig samt et samfundsmæssigt perspektiv. Så skal du se”.

Indenrigsministeren rettede ryggen endnu mere og sendte justitsministeren sit mest blændende smil. ”Så vil vi opleve en gradvis udfasning af fænomenet. I hvert fald, vil der efter nogle år kun være ekstremisterne tilbage. Pyt med dem. De vil være så få, at de ikke udgør en reel fare. Nogen indvendinger?”

Hun så bordet rundt. Embedsværket smilede tilfredst, rigspolitichefen så forvirret ud og rømmede sig igen. ”Øhm, der er lige det med stigningen i dele af den personfarlige kriminalitet.” Han vågede ikke at sige drab og voldtægt en gang til.

Det krævede ikke mere end et enkelt blik fra indenrigsministeren at få ham til at holde mund.

”Svend – vi to skal vist have lidt frokost ikke?” Justitsministeren rejste sig hurtigt og småløb efter sin kollega.

Stilleliv

Wed, 29 Apr 2020 07:07:18 GMT

Hun løfter den højre fod lige akkurat højt nok til, at hun kan skubbe den hen over flisen. Så læner hun sig forsigtigt fremover og gentager bevægelsen med det venstre fod. Rynken i panden bliver dybere for hver skridt. Hendes hænder holder krampagtigt om rollatorens håndtag.

Man siger, at det ikke er muligt at komme galt af sted med den, men i foråret faldt hun og slog panden ned i kantstenen. I hendes pande er der en tydelig rødlig streg, som et minde om den oplevelse.

Der er stille i gaden på dette tidspunkt af dagen. Ikke fordi der nogensinde sker ret meget bortset fra den sidste weekend i maj, hvor byen bliver invaderet af mennesker og der er flag alle vegne.

Juleaften er der også mange mennesker. De kommer kørende forbi i deres blanke biler eller kommer gående opstemte, uden at lægge mærke til hende, i stolen ved vinduet. Men hun ser dem og tænker på den gang de 200 meter ned til kirken ikke udgjorde en forhindring.

Det lykkes for hende af få rollatoren skubbet over brostenene i porten og helt hen til hoveddøren. Sveden render ned ad hendes pande og hun er blevet helt rød i hovedet af anstrengelsen. Hun låser døren op og tager fat i håndtaget, der er blevet skruet på den udvendige dørkarm, mens naboens lille tæppetisser gæffer højlydt.

Indimellem slipper den ud af haven, og to gange er den komme rendende ind mellem hendes ben, da hun var på vej ud. Hun havde været lige ved at vælte, men begge gange var det lykkedes for hende at få den væk. Det havde været alle smerterne værd, at se dyret flyve baglæns gemmen luften. Den ene gang var den oven i købet ramlet ind i muren. Begge gange var den humpet pivende væk. Den er ikke vendt tilbage.

Inde i entreen gør hun sig klar. Nu kommer det tidspunkt, hvor hun længes allermest efter sin lænestol.

Hun begynder langsomt at bøje begge ben, afventer at benene giver efter og hun lander på taburetten med et bump. Forpustet holder hun en lille pause, før hun tager fat i stokken, der står parat, lænet op ad væggen ud mod køkkenet. Ved femte forsøg lykkedes det at få den højre sko af. Til hendes glæde går det meget nemmere med den venstre, selvom det plejer at være omvendt.

Hun har lagt cigaretterne, ugebladene og de 4 plader chokolade på hylden overfor i den lille kurv. Man må indrette sig, har hun altid sagt og det passer jo.

Nu mangler hun kun at rejse sig og at blive stående ved dørkarmen, til hun har fået kurvens hanke om sit ene håndled. Så venter turen mellem spisebordet og skænken. Derfra er der kun to små skridt, før hun kan lade bene give efter og hun lander i den store grønlige læderstol. Hun puster ud og gør sig klar.

Selvom kommunen har fjernet dørtrinene, er det stadig en udfordring. Med en kraftanstrengelse kommer hun op at stå, får fat i kurven og stavrer fremad. Det går glat og hun mærker luften blive presset ud af den store hynde i stolen, da hun lander i sikkerhed.

Så anbringer hun bladene og chokoladen på det lille bord, hvor den halvfyldte termokande med kaffen fra i morges og den lille radio står. Uret på skænken slår to slag.

Overload

Thu, 19 Mar 2020 08:11:32 GMT

Hun var i usædvanlig god tid, for det her var vigtigt. Hun nåede frem til den rigtige opgang 45 minutter, før hun skulle ind.

Efter en ekstra tur gennem en forsømt rosenhave, hvor hun næsten for vild bag kapellet, var der kun 25 minutter tilbage, så hun besluttede sig for at gå ind. Hovedpinen af var taget af og kvalmen var svagere end sædvanligt. Hun tænkte at udsigten til, at der kunne gøres noget ved smerterne og dobbeltsynet, havde taget det værste.

Klinikken lå i den gamle del af hospitalet og venteværelset var så højloftet, at rummet havde været større, hvis man havde lagt det ned. Det var den slags mærkelige ting hun af og til tænkte. Hvis man lagde rummet ned – helt urealistisk.

Hun mærkede en svag hjertebanken, da hun blev vist ind til lægen.

”Velkommen til vores klinik”, sagde kvinden og rakte højre hånd frem. Det var en stærk ru hånd, som gav et håndtryk, der kunne mærkes.

Hendes humør steg så hurtigt, at det ramte loftet deroppe langt over deres hoveder. Den læge kan bruges til noget, fløj det gennem hendes hoved.

”Jeg forstår, at du er meget plaget af hovedpine og at du har været det gennem længere tid”, sagde lægen og smilede så ansigtet krøllede sig sammen i floder af rynker. ”Du læser meget i forbindelse med dit arbejde, ser jeg i journalen.”

Hun skyndte sig at nikke. ”Ja, og det her efterår er det gået helt galt. Der har været problemer med hovedpine i de sidste par år. Men fra august er det blevet,” hun holdt en lille pause ”ulideligt. Det er faktisk svært for mig, at passe mit arbejde.” Det sidste kom ud som en hvisken og hun bøjede hovedet. Det var ikke til at begribe, at hun var nødt til at indrømme det.

”Så forstår jeg bedre. Det må være grunden til ønsket om en akut kranieekspansion. Du har ellers et meget flot og rummeligt kranium. Der burde være rigelig med plads, men jeg har godt se, at du har brug for mere kapacitet end de fleste med det arbejde. Har du haft særlig travlt på de sidste?”

”Åh ja” udbrød hun. ”Helt ny beskæftigelseslov – 210 paragraffer. Samtidig er jeg nødt til at have detaljeret styr på den gældende lov. Desuden har de – altså Folketinget – ændret reglerne om magtanvendelse i Serviceloven. Der er nye forslag på vej. Der har ellers være relativ ro længe. Måske er det regeringsskiftet.” Hun holdt forpustet inde.

Lægen så oprigtigt bekymret ud. ”Det lyder voldsomt for et menneske i din alder. På den anden side hjælper erfaringen vel?” Hun nikkede forsigtigt af hensyn til det ømme hoved.

”Jeg kan sagtens se, at du er kandidat til ekspansionen. På den anden side opererer vi kun, hvis det er uundgåeligt af hensyn til patientens arbejdsliv og i mindre omfang af hensyn til livskvaliteten. Men tilstanden skal være varig. Har du tænkt på det? Hvorfor er der to beskæftigelseslove – var det sådan du kaldte dem?

”Fordi den ene ophæves fra årsskiftet og den anden træder i kraft 1. januar. Der er kun en gældende beskæftigelseslov ad gangen.”

Lægen så tænksom ud. ”Så er tilstanden jo ikke varig – vel? Det store ubehag du lever med, er et klassisk – men alvorligt – tilfælde af overload. I dette tilfælde af paragrafoverload. Det er faktisk en ret sjælden lidelse. Men ikke ukendt. På baggrund af mine 35 års erfaring inden for ekspansionskirurgien er min klare vurdering, at du vil opleve en markant bedring af tilstanden efter nytår. Der går nok et par måneder, inden du mærker effekten fuldt ud. Du har sådan et pænt kranium og der er altid en vis risiko forbundet med operative indgreb. Hold dig fra overdreven læsning af lovtekster resten af året, spis en masse chokolade, gå tidligt i seng og sov så vidt muligt længe. God sex er nok det mest virkningsfulde. Så er du i fin form i løbet af marts.”

Hun sagde farvel til lægen og tumlede forvirret men også lettet ud i den gråvinterdag. Det lød så lovende, især det om sex og chokolade.

Kit fra Peter Fabersgade

Sat, 01 Feb 2020 08:15:28 GMT

Hun hævede sig op på tåspidserne og strakte hals, så hun lige akkurat kunne se ned på gaden. Der var endnu ikke meget liv. Nogle trætte unge forældrepar med små børn i klapvogne jog af sted forbi rækken af parkerede biler.

Kit fik krampe i fødderne og storetæerne begyndte at gøre ondt. Lige inden hun gled ned på fodsålerne igen, så hun hende den langbenene kvinde komme gående med lange skridt på det modsatte fortov. Man skulle tro, at Fanden er efter hende, tænkte Kit, mens det gik op for hende, at det var lørdag.

Det var altid om lørdagen, at kvinden kom og låste sig ind galleriet overfor. Når døren var faldet i efter hende, ville hun smide sit overtøj på sofaen i den ene ende af det store rum, der var fyldt med blå malerier af blege mennesker. Hun ville slå et gråt klapbord ud og begynde af stille stole op omkring det. Så ville de andre komme og hjælpe til.

Kit gik ud i køkkenet og kontrollerede indholdet i køleskabet. Hun måtte tage fat med begge hænder i det lange håndtag og trække af alle kræfter. Med et svup gik døren modvilligt op. Hun konstaterede til sin tilfredshed, at der var, hvad der skulle være. Det susede i faldstammen i hjørnet af køkkenet og hun vidste, at lyden og svingningerne af for meget basgang om lidt ville få glassene i vægskabet til at klirre.

Irriteret gik hun tilbage til stuen og til vinduet. Overfor sad gruppen omkring det lange bord. Kit kunne ikke regne ud, hvad det var de lavede. Kedeligt så det i hvert fald ud.

Hun stod lidt og overvejede, om hun skulle besøge mor og far. Selvom det var lørdag, havde hun mest lyst til at springe besøget over. Det var koldt for årstiden og det var begyndt at småregne.

Det går ikke efter alt, hvad vi har gjort for dig, lød stemmen i hendes hoved. Hun sukkede og kom i tanke om, at regnvejret kun var en fordel, for det var vejr til den røde regnfrakke.

Der bredte sig et smil i hendes ansigt. De sorte gummistøvler med dødningehoveder, hun havde købt på tilbud i Kvickly, var så fine til frakken. Selvom de var størrelse 34, nåede de helt op i hendes knæhaser. Far ville ikke have syntes om dem. Men han var jo ikke i stand til at forhindre hende i at købe dem.

Kit næsten løb ned ad trappen, mens hun nynnede sin egen sang. Det regnede lige tilpas og luften var mildere, end hun havde troet. Hun lavede et lille hop og drejede så hurtigt rundt, at hun var lige ved at støde ind i en barnevogn. I sidste øjeblik sprang hun til siden og undgik et sammenstød.

Så var hun videre hen ad fortovet, men nåede lige at se udtrykket i kvindens ansigt. Kit blev rasende og trak hætten op. Det var det samme hver gang. De bemærkede hendes spidse næse, rottehalerne med de flotte sløjfer – og selvfølgeligt højden. ”I skulle bare vide”, tænkte hun.

Kit gik ind på kirkegården. Først gik hun rundt mellem gravene i den del, der plejede at have de fineste blomster. Der var ikke helt så nemt nu, hvor efteråret var over dem. Men kun to rækker grave væk fandt hun alligevel nogle helt acceptable georginer. Hun nappede dem og holdt dem ind til kroppen, mens hun hurtigt vendte om og skyndte sig hen til deres grav.

Mors og fars navne stod på stenen i messingbogstaver og –tal. Det var heldigt, at der var gået så kort tid imellem de to dødsfald, at hun selv kunne bestemme.

Mors navn og fødsels- og dødsdag i en kolonne til venstre og fars til højre. Han var selv ude om det, tænkte hun og smilede.

Så bøjede hun sig ned og gav sig til at arrangere blomsterne i de to grønne kegler af plastic. Da hun havde fordelt blomsterne, rettede hun sig op og betragtede dem et øjeblik. Hun mærkede et behageligt gys gå gennem kroppen, for nu kom det bedste.

Saksen lå i sikkerhed i regnfrakkens venstre lomme og ventede. Med et hurtigt tag trak hun den op og klippede hovederne i den højre buket af, så der ikke var andet end de strittende stængler og bladene tilbage. Buketten til venstre strålede i klare farver. Det var helt, som det skulle være. Han var selv ude om det.

Kit vendte om og gik den korte tur ud af kirkegården og over Nørrebrogade i fodgængerovergangen. Hætten var gledet ned, men de forbipasserendes undrende blikke generede hende ikke.

Da hun skubbede den grønne dør til nummer 18 i, så hun at de var ved at pakke sammen i galleriet.